Kontakt mig her:
Uanset om jeg holder foredrag fysisk eller online, for voksne eller unge, alene eller med Anders, så er jeg ikke den traditionelle perfekt-prof-powerpoint-type. Jeg bruger genkendelige eksempler, snakker i billeder frem for tung teori og kan finde på at bande eller få dig til at grine. Så er du advaret 😉
Se hvilke foredrag, der er på programmet her (og hvis der ingen er, så må du vente lidt, din arme stakkel).
Foredraget er til dig, der slavisk har fulgt flere forskellige slankekure og har forbud og restriktioner. Men du har taget kiloene på igen – og igen.
Det er til dig der har mistet motivationen og lysten til at dyrke motion og spise grøntsager og er forvirret over alt det modstridende, du får at vide om, hvad man skal og ikke må spise.
Og det er til dig der har undret dig gevaldigt over, hvorfor du ikke bare lader chokoladen være, når du jo så gerne vil tabe dig, men bestemt ikke på den nysgerrige, venlige måde. Nærmere beskrevet som en selvbebrejdende dårlig samvittighed, der fortæller dig, at du er svag, doven og dum, at du burde dit og dat og har rygrad som en regnorm.
Du får værktøjer til at kæmpe dig ud af overspisning, så du kan opleve at have kontrol igen og slippe ud af alt-eller-intet-fælden.
Katrine giver ikke et quick-fix eller en smutvej til et hurtigt vægttab. Hun giver derimod en guide til en svær og krævende proces, som kun er for de modige. Tør du?
Foredraget tager afsæt i Katrines bog, “Det er bare at tage sig sammen – En afsløring af overspisningens labyrint”.
Hvornår er du sund nok? Slank nok? Lækker nok?
Det er svært at tænde for Go’morgen Danmark, læse et blad eller gå på instagram uden, at såkaldte livsstilseksperter pådutter dig alt det du skal forbedre. Du skal ikke bare spise mad, men kontrolleret, kompliceret kost på de rigtige tidspunkter.
Du skal ikke bare gå en tur, men sørge for den helt rigtige kombination af styrke-, konditions- og smidighedstræning. Og du må ALDRIG tro, at du gør det godt nok.
Dette foredrag er til dig, der længes efter at kunne slappe af, have ro i hovedet og slippe ud af kronisk dårlig samvittighed. Som godt kan mærke, at din stræben efter sundhed måske slet ikke er så sund endda. Der berøres emner som ernæring, motion, overvægt og kropsbillede.
Det er IKKE til dig, der vil vide, hvad du kan erstatte dit hvedemel med af ‘sundere alternativer’. Eller dig der synes, at fokus på den psykiske del af en livsstilsændring er noget fis.
Eller dig der mener, at man bare skal ‘lukke munden og lette røven’. Kom med og kæmp dig ud af sundheds- og fitnessbranchens krav og normer, så du selv kan bestemme over dit liv. Med mindre stress og mere ro.
Alt for mange unge er så optagede af, hvad andre synes, at det bliver et problem. Er jeg tynd nok? Smuk nok? Sej nok? Klog nok? God nok?
De sammenligner sig selv med andre i klassen og på sociale medier, tror de skal være perfekte og når konklusionen, at de er forkerte. Det forgifter deres selvbillede og skaber stress, angst, skam, spiseforstyrrelser og selvskade.
I dette foredrag for børn og unge ser vi på hvordan vi kan stoppe den sørgelige udvikling og give dem et bedre fundament til selv at tage handling? Turde begå fejl, få succesoplevelser og bryde ud af fængslet af selvdestruktive tanker?
Det er det, foredraget ‘’Modig’’ hjælper til. Det er krydret med pædagogiske værktøjer til hverdagens kampe, personlige, relaterbare historier og et drys humor.
Ingen fortjener at gå rundt i troen om at være mindre værd end andre!
Føler du, at to-do-listen er never ending, at du ALTID er bagud og er en dårlig voksen?
Bliver du ramt af uoverskuelighed, så du ingenting får gjort? Og lider du af kronisk dårlig samvittighed, fordi du har fokus på alt det, du burde eller ikke nåede?
Så skal du med til dette foredrag!
Du får værktøjerne:
– “Energi budget”
– ”Elefanten + skjulte skridt’’
– ”Blækdråben’’
– ”Rødgrød’’
– ”Luppen’’
– ‘’Tada-listen”
Målet er, at du lærer værktøjerne at kende og kan få dem til at blive en vane (noget du ikke tænker over).
Så glider alting nemmere, og der vil være mindre mental modstand, stress og selv-røvspark.
OM FOREDRAG
Foredraget "Modig" piller ved tanker, som eleverne ikke tør sige højt, men som fylder usigeligt meget, hæmmer dem og giver dem en følelse af at være forkerte. At føle sig dum fordi man er ordblind. At føle sig kedelig fordi man ikke drikker.
At se sig selv som grim, for lav, for tyk, bumset, for forkert til at have værdi i andres øjne - og i egne! Katrine siger det højt, udleverer sine egne "hæmninger" på en befriende måde og bekræfter med sig selv som bevis, at det kan lykkes at blive fri for frygten og angsten for at være forkert. At man kan gøre oprør mod, at irrationelle tanker og påvirkninger udefra skal styre dig. Det er noget, som unge i dag har brug for at høre og bekræftes i ikke bare en gang, men mange gange.
Caroline Jonasen, Sejs Skole
Vi havde fornøjelsen af et foredrag med Katrine Gisiger til vores 5. og 6. klasser, både piger og drenge. Det ramte plet lige ned i målgruppen. Katrine var frisk, sjov, jordnær og tilpassede sig publikummet. Det førte til, at eleverne slappede af og åbnede op. De fik nogle konkrete metoder, råd og tips til at navigere i en svær tid, nemlig at være teenager. De har hørt utallige gange, at de skal være ligeglade med, hvad andre mener og tænker om dem, og skal hvile i sig selv. Men det er lettere sagt end gjort, og det var derfor befriende, at Katrine gav os en anden vinkel på det problem. Hun såede nogle frø i deres hoveder, som er en anden måde at tænke på det på, og dem bruger vi stadig.
Sophie Berthelsen, lærer på Melby Skole
En fredag eftermiddag – lige inden en ferie - havde vi besøg af Katrine som holdt et super oplæg for vores unge mennesker om kropsidealer og bevidsthed herom. Til trods for tidspunktet var vores elever fastholdt i temaet og i Katrines gode måde at formidle på, og de lod sig rive med i den dialog, som Katrine undervejs lagde op til. Og stemningen gjorde, at selv de mest introverte turde byde ind i plenum. Katrines måde at gå til de unge på i et frisk og ungt sprog ramte vores unge mennesker og gav dem god mulighed for at identificerer sig med de problematikker og udfordringer, som Katrine på ærlig og humoristisk vist fremsatte for eleverne. Vores skole er nu plasteret ind i postkort med fine punchlines og budskaber, som dagligt minder os alle om at ”owne that shit”!
Mette, Afdelingsleder 10. kl. Vordingborg
Katrine levererede et både tankevækkende og morsomt oplæg til vores KvindeEvent 2020 med fokus på positive kropsbilleder, motivation og bevægelsesglæde som en del af Kvindekampagnen i Aarhus. Publikum var en stor flok idrætstosser, men alligevel ramte Katrine spot-on, hvordan det trods gode intentioner alligevel kan være svært at komme ud af døren. Og vi fik gode værktøjer og inspiration til, hvordan vi kan motivere både aktive og inaktive til mere bevægelsesglæde, så det ramte både den enkelte og fik alle sammen i en fælles retning.
DGI Østjylland - Kvindekampagnen
Vi havde booket Katrine til et event, der blandt andet handlede om alle de tanker, der fylder i en kvindes hoved. Hun gjorde os både kloge på, hvordan alle de tanker kan lyde, gav os en forståelse for, hvorfor tankerne opstår, og hvad man kunne gøre ved dem. Det var SÅ spændende og lærerigt, og man fik en følelse af, at man ikke er alene om alle de tanker. Der var også mænd, der deltog til eventet, og responsen var også rigtig positiv fra dem. De lærte vist rigtig meget om deres kærester derhjemme 😉 Jeg kan kun give Katrine mine allerbedste anbefalinger, hendes oplæg var lige, hvad vi havde håbet på.
Rebeca Pons Sørensen, Chief Content Marketing Manager for Shero
Anders og Katrines foredrag om sundhed har aldrig været så relevant som nu. De er gode til at skære igennem myterne i sundhedsjunglen, komme den dårlige samvittighed til livs og komme med bud på realistiske bud på, hvad sundhed egentlig er.
Flere af vores medlemmer sagde bagefter, at Anders og Katrine supplerede hinanden godt: Katrine med sine klienters historier og Anders med fakta fra videnskaben.
Anders og Katrine kan varmt anbefales.
Marie Nielsen, HK Kommunal Hovedstaden
Jeg havde i foråret 2021 Katrine Gisiger og Anders Nedergaard til at holde et online foredrag for de 450 elever på Ranum Efterskole College. Foredraget tog udgangspunkt i de mange myter og forestillinger, der er i medierne og især på nettet om kost og træning. Anders og Katrine er gode til at angribe problemerne fra meget forskellige vinkler og punktere flere af de kendte myter. Anders er god til at inddrage den aktuelle natur- og sundhedsvidenskab og har en enorm viden om forskningen inden for området. Katrine er god til at komme med konkrete eksempler fra dagligdagen og perspektiverede rigtigt meget til, hvordan det at noget som forkert eller forbudt kan ende med at gøre problemet meget større. Tilsammen gav det en rigtig god synergi og gjorde svære faglige problemer overskuelige. Det var et foredrag, hvor sproget var direkte og i øjenhøjde. Det eneste jeg ville have gjort anderledes var at holde foredraget live og sat mere tid af til det, da der helt sikkert i en live setting ville være mange spørgsmål fra eleverne. Med de største anbefalinger.
Peter Friis Andersen, Science og naturfagslærer: Ranum Efterskole College
Katrine holdt virtuelt foredrag for vores 130 elever. Det er en utaknemmelig form, men det lod hun sig ikke mærke med. Katrine fangede vores elever lige der, hvor de er; midt i ungdomslivet, hvor alt er til forhandling, og man gang på gang betvivler, hvad man er værd. Med humor, selvironi og håndgribelige tricks gav hun alle et skud mod til at stå ved sig selv. Det var spot on.
Hammerum fri- og efterskole
Hos UCL har vi haft virtuelt besøg af Katrine og Anders med foredraget ”Aldrig godt nok – når jagten på sundhed bliver usund” med stor succes! Både Katrine og Anders leverede et super foredrag, som var både interessant, fagligt, lærerigt og samtidig helt nede på jorden. De komplimenterede hinanden godt med deres forskellige baggrunde indenfor sundhedsverdenen og formåede at informere og formidle på en let forståelig måde. Vores studerende var tydeligt engagerede i foredraget, hvilket også kom til udtryk i den efterfølgende Q&A, hvor deres mange spørgsmål blev besvaret af Anders og Katrine, som trods det at vi gik over tid, glædeligt blev og gav alle et fyldestgørende svar. Selvom foredraget foregik online, skinnede både Katrine og Anders’ passion for emnet tydeligt gennem skærmen og på baggrund af dette, vil vi klart også inviterer dem ud på vores campus, når det bliver muligt at afholde fysiske arrangementer igen!
Alexander Kruse Lentz, UCL Erhvervsakademi & Professionshøjskole
Som en del af UGE SEX-programmet på Silkeborg Efterskole holdt Katrine et spændende, inspirerende og humoristisk foredrag for alle vores elever. Det handlede blandt andet om kropsidealer, vores indre vagthund og om at udvide sin comfortzone - alt sammen fortalt med udgangspunkt i personlige og ærlige beretninger. På grund af corona var foredraget virtuelt, men vi oplevede stadig nærvær og intensitet. Vi booker hende igen til næste skoleår, hvor det forhåbentligt bliver live! Eleverne om Katrines foredrag: Tobias: ”Katrine var godt til at tale og formidle et budskab” Mathias: ”Hun var ærlig og pakkede ikke tingene ind” Emilie: ”Det var godt at høre om, hvordan hun selv håndterede tingene” Cristine: ”Foredraget kan være en hjælp, hvis man er ude for noget af det samme som Katrine har oplevet”
Anna Niebur, Silkeborg Efterskole
''Jeg synes, at det var rart at blive ”undervist” af én, som havde evnen til at tale nede på et niveau, hvor alle kan være med. Det var tydeligt at mærke, at Katrine har en masse bagage og erfaringer at dele ud af. Endvidere et superrelevant emne!’’ ''Rigtig godt og meget god information og praktiske metoder, lige til at bruge i klubberne sammen med pigerne. Relevant og brugbart" ''Meget spændende og meget relevante problematikker''
Deltagere til UngIAarhus workshops
Fremragende, forbløffende og finurligt blev vores 9. og 10. klasses elever på Nordborg Slots Efterskole inspireret til at være modig, og at turde at tage små skridt mod de forandringer, de ønsker. Katrines gejst, rummelighed og humor gjorde, at eleverne kom på banen og bidrog til at gøre foredraget nærværende for dem. Super vigtige emner som skam, comfortzone, forskelligheder og at være uperfekt blev belyst på fortryllende måde at Katrines ublufærdighed og frimodige sind.
Gitte Høy Burka, Nordborg Slots efterskole
Kost og Ernæringsforbundet har inviteret Katrine Gisiger til at holde 3 foredrag for studerende på professionshøjskolerne, som uddanner professionsbachelorer i ernæring og sundhed. Som andre ernæringsprofessionelle bruger Katrine Gisiger sin viden, kompetencer og erfaring fra et område i rygende udvikling, til at flytte på danskernes sundhed og sundhedsopfattelse. Katrine gav med en god portion humor sine perspektiver på nogle af de problematikker de ernæringsprofessionelle møder i deres hverdag. Foredragene var et rigtigt fint oplæg til kritisk tænkning og gav anledning til megen refleksion over egen professionsudøvelse.
Mie Lauwersen, Kost og Ernæringsforbundet
“Katrine er super go' til at formidle på forskellige måder, så det bliver interessant. Er der noget man ikke lige fanger, så finder hun hurtig en anden måde at forklare det på, så alle kan være med. Hun har en utrolig go' energi, udstråling og er spændene at høre på."
Deltager til foredrag for Restaurant Kudskehuset
Roskilde Handelsskole bookede Katrine til et foredrag i skolens kantine i slutningen af august. Foredraget skulle handle om modet til at være sig selv, og det at turde bryde med de mange usikkerhedskomplekser, der fylder hos unge mennesker. Katrine formåede at skabe aktivitet og stor inddragelse af de unge ved at sætte både sit indre og ydre i spil på en meget modig og inspirerende måde! Katrines input om de mange følgevirker af angsten for manglende social accept og daglig usikkerhed var en gavnlig øjenåbner for lige netop vores målgruppe. De anderledes måder at formidle emnet på fik flere til at tage kæben, og mange til at få noget af tænke over. Katrines pointer fremstod meget tydelige og blev leveret på en sjov og fængende måde for de unge. Der blev brugt et sprog og en bramfrihed, der bestemt ikke gjorde indslaget kedeligt sådan en torsdag formiddag - heller ikke for lærerne! Flere unge kom op til Katrine efter foredraget, og flere var også begejstrede ved samlingerne i klasselokalerne. Om de unge var enige i Katrines pointer eller ej, så fik de i den grad en uforglemmelig oplevelse med nogle andre perspektiver, end de normalt får fra deres lærere og forældre, venner og sociale medier!
Roskilde Handelsskole
Vi havde her i efteråret fornøjelsen af at have Katrine på besøg på min efterskole. Katrine kom med hendes foredag "modig", der er rigtigt relevant for vores elever. Katrine bruger sig selv rigtigt meget i hendes formidling og tager udgangspunkt i de ting der var svære for hende, da hun var ung. Det er et rigtigt godt foredrag der både udfordrer elevernes fordomme og kommer med flere konkrete redskaber til hvordan man selv kan arbejde med at blive mere modig og lidt mere ligeglad med hvad andre mener. Katrine er god til at komme ud over scenen og inddrage eleverne aktivt i foredraget Katrine addresserer virkelig mange ting som unge mennesker på efterskoler kæmper med, og jeg kan kun anbefale at man bruger hendes foredrag til en god strat på at få snakket om mange af de ting der er svære når man er et ungt menneske Oven i det tog Katrine sig god tid til at svare på elevernes spørgsmål og kommentarer i dagene efter foredraget og indgik i en vigtig og konstruktiv dialog sammen med elever og lærere.
Ranum Efterskole College
Jeg kan holde følgende foredrag:
• Fysisk eller online
• For voksne eller for unge
• Alene eller med Anders Nedergaard
Prisen afhænger bl.a. af hvor, men omkring 10.000 kr. hvis der er kort vej og 15.000 plus transport hvis det er lang vej. 20.000 i alt hvis Anders skal med. (Der er ikke moms på).
Udfyld her din mail og telefonnr. så kontakter jeg dig snarest.
OM KATRINE
“Hvorfor f***** skulle du spise så meget? Er du klar over, hvor mange kalorier det var? Det er typisk dig. Du er så svag og doven og fed! Hvorfor kan du ikke bare tage dig sammen? Prøv at se, hvor klam din krop er. Du kommer aldrig til at få en kæreste, hvis ikke du taber dig.”
Sådan talte jeg til mig selv, hver eneste gang jeg havde overspist.