Jeg har en oplevelse af, at rigtig mange ser det at lære at tælle kalorier, som en god ting helt uden “bivirkninger” og dermed noget der læres og anbefales vidt og bredt, uden forbehold.

Jeg så fx en sige noget med, at det var ligesom at have en bestemt mængde penge hver dag, som man selv kunne vælge hvad man ville bruge på, som logisk giver mening. Og jo, det kan godt til fx at fjerne forbud mod kulhydrater eller lignende og gøre alle fødevarer tilladt (men med en samlet mængdebegrænsning), fordi det er “safe” når det er inden for kaloriebudgettet.

Men.
Der er en tre ret vigtige bagsider af medaljen:

1. Det er MEGET svært at aflære. Det kan være lidt som at lære at læse og når først du kan det, kan du aldrig se på et skilt og bare se bogstaver (så du ikke kan se mad uden at se kalorier).

2. Det kan skabe utryghed ved fx gryderetter, når man er gæst eller lignende, når det ikke er muligt at finde ud af hvor mange kalorier der er i maden (og dermed et mere forstyrret forhold til mad).

3. Hvad så når du ikke kan overholde kaloriebegrænsningen?
Det er de færreste der bare kan sige “pyt” og fortsætte sit liv som om intet er hændt.
De fleste vil enten få dårlig samvittighed (som kan lede til overspisning) eller begynde at kompensere for at “gøre det godt igen” (som også kan lede til overspisning).
Eller begge dele.

Så mit budskab er:

Vær opmærksom på, at hvis du vælger at prøve at lære at tælle kalorier, at du:
– er bevidst om risiciene
– ikke gør det fordi du er blevet anbefalet det af en der ikke ved nok om emnet
– er obs på om du begynder at få reaktioner på det og stopper med det samme hvis det er

Jeg har simpelthen set for mange menneskers liv nærmest blive ødelagt af kalorietælling til at være stille om det.