DU MÅ GODT BLIVE INDENFOR!!!

Ja undskyld, men nogle gange skal min hjerne altså lige have skåret tingene ud i pap.

Det er fandme som om, at jeg næsten ikke kan trække vejret før jeg har været ude og tvangsnyde det gode vejr, helst hvor jeg også får noget motion.

Som om det er farligt, hvis jeg ikke gør det – at enten kommer solen aldrig nogensinde igen (så kæmpe fomo) eller også så bliver min krop helt usund af en dag indenfor/en dags inaktivitet.

Ved godt ingen af delene er rationelle.

Jeg har prøvet at gå ned med stress.

Jeg kollapsede på gaden på vej ned for at købe appelsiner, det eneste jeg kunne få ned.

Jeg vågnede på nogle fremmede menneskers sofa og husker ikke andet end at jeg fik noget suppe og at jeg ikke kunne åbne mine øjne (så aner ikke hvem der tog sig af mig).

Når jeg får hvad der kan føles som afslapnings-angst, så kan jeg med det samme huske hvordan jeg havde det lige inden jeg blev sygemeldt.

Det er SÅ let for mig at det ender med at jeg stædigt bliver ved at tænke “ej kom nu, bare gå en lille tur”, selvom jeg har taget en beslutning om at blive inde.

Og det gør at jeg helt sikkert ikke kommer ud OG at jeg heller ikke får slappet af fordi jeg ikke kan “give mig hen” (giver det mening? Tænker ikke så klart lige nu 😂).

Og dét er hvad jeg ser som en “farlig” situation.

Ikke kun fordi jeg så bruger en masse mentale “penge” på vitterligt i-n-t-e-t, men også fordi det kan trække tråde til de næste dage.

At jeg fx føler et endnu større pres i morgen for at skulle træne, når nu jeg ikke engang gik en tur i dag (som kan ødelægge mit forhold til træning).

Eller at jeg vågner i morgen med en følelse af utilstrækkelighed som forpester mit sind og øger risikoen for at få stress igen.

Så nu prøver jeg at sige det højt og håber det er nok til at give myself a fucking break.

Og at du måske også kan øve lidt selvomsorg hvis du er i lignende situation.

(Ikke at du ikke må gå en tur, men at hvis du gør det, at det så handler om noget andet end “burde”).