Der findes mange årsager til overspisning. En af dem er restriktive perioder. 

Du har sikkert hørt, at de fleste tager kiloene på igen efter en slankekur eller lignende (ofte plus ekstra), selvom det absolut ikke var planen.

Men hvorfor er det sådan? Hvordan leder slankekure og andre restriktive perioder til overspisning og manglende motion, er det ikke bare at få sig noget rygrad?

Det stritter af motivation!

Nu er det nu. Tiden er inde. Du kan mærke, at du er SÅ klar til at ændre livsstil, at smide nogle kilo og at blive sund. Denne gang bliver ikke som de andre, det er der ingen tvivl om. Du stritter af motivation, og du lover dig selv, at det skal holde. Måske er der et nyt slankekoncept, et tilbud på indmelding i fitnesscentret, en kur, en kostplan eller en bootcamp, der har vækket din interesse. Du har faktisk slet ikke lyst til alle de der søde sager, sodavand, fastfood og kulhydrat. Grøntsager og protein, dét er vejen frem. Og bare vent, til alle ser, hvor lækker og smækker du bliver med din kommende stramme, slanke version 2.0-krop.

Ja, den følelse er fantastisk. Og der er intet i verden, der kan overbevise dig om, at den ikke varer ved. Du tror, at du kan se ind i fremtiden og er garanteret et resultat, der varer ved, for denne gang vil du være stærk, og der kommer ikke til at være flere dårlige undskyldninger!

Det kan desuden være en fristelse at tænke: ’’Jeg skal lige have smidt kiloene, og så er det jo bare at holde dem. Når først de er tabt, så bliver det meget nemmere alt det med mad og motion’’, men det er en fælde.

Langt oftere er det omvendt, at det hele faktisk bliver sværere.

For de fleste sker der det, at der kommer en reaktion efter en periode med restriktioner, forbud og påbud (fx at man kun må få én portion aftensmad, at man ikke må få sukker eller at man skal spise 600 gram grøntsager om dagen).

En reaktion der består af overspisning, manglende motion og ingen grøntsager.

Lad os sige, at den restriktive periode giver et vægttab på fem kilo, og så kommer reaktionen, hvor du tager otte kilo på. Så bliver du vred på dig selv og tænker: ’’Det skal fandeme være løgn’’, og så prøver du igen. Minus fem kilo mens kuren står på og plus otte kilo, når reaktionen kommer.

Og sådan fortsætter det, til du vejer mere, end du nogensinde har gjort, og er overbevist om, at det er din egen skyld.

Lad os sige, at du gerne vil gå en kilometer. For at du må gå, skal du kaste en pind, samle den op og kaste den igen. Din logik siger, at jo hårdere du kaster pinden, jo hurtigere er du i mål, for en pind der kastes hårdt, ryger længere væk. Men hvad hvis pinden er formet som en boomerang?

Så vil du kaste den og blive enormt forskrækket over, at den lidt efter kommer tilbage og hamrer dig en lige i hovedet. Du falder måske lige et par skridt tilbage på grund af slaget.

Når du lige har sundet dig, ser du, at du nu er endnu længere væk fra målet på en kilometer, så du skælder dig selv ud og tænker, at det må være dig, der ikke kastede pinden hårdt nok.

Så du prøver igen, måske med et endnu hårdere kast, med samme resultat, fordi du ikke forstår, hvordan en boomerang virker. Igen og igen.

Ligesom du kan tænke: ’’Jamen det gik jo fint med vægttabet, mens jeg fulgte kostplanen/holdte kuren/gjorde som træneren sagde. Det var jo først, da jeg stoppede med det, at tingene gik galt. Ergo er der jo ikke noget galt med kostplanen/kuren/forløbet men med mig, fordi jeg må være svag og doven.’’

NEJ!

Du kan ikke undgå reaktionen, der kommer efter perioden, hvor du får ekstra meget lyst til de ’’forbudte’’ sager, mangler motivationen til at træne og intet overskud har eller lyst til grøntsager – det hører sammen og er ikke noget, man selv vælger eller kan kontrollere. 

En personlig historie

Denne historie fik jeg tilsendt for nyligt via mail (og har fået lov til at dele):

“Kære Katrine,

Jeg har fulgt dig via dine podcasts og er netop gået i gang med din bog. Hvor ville jeg ønske, jeg havde ”mødt” dig tidligere! 

I 2014 var jeg ret optaget af at ville tabe mig. Jeg havde med årene øget min vægt med omkring 10 kg, men traditionelle slankekure var ikke lige mig. Så hørte jeg om konceptet ”Bootcamp”, som ikke var en slankekur , men ”bare” kostomlægning. Det var ret dyrt, men det lød tiltalende. 

I løbet af bootcampen lærte jeg bl.a. om hvor skadeligt det var at drikke light produkter, at kulhydrater skulle undgås for enhver pris og at specielle olier og vitaminer var nødvendige for en sund krop. Jeg indsendte kostdagbog og fik feed back fra bootcamp-teamet. Jeg var rigtig stolt af mig selv efter 12 uger, hvor før- og efter billederne illustrerede mit vægttab på 10 kg. I evalueringen roste jeg konceptet i høje toner – jeg var ikke i tvivl om, at NU havde jeg nøglen til en lykkeligere fremtid!

Efter bootcamp skulle jeg fortsætte min nye livsstil. Det var bare så dyrt med al den mandelmel, olier og kokosolie, som nemt endte med at blive for gammelt og måtte smides ud. Og det var også enormt besværligt at skulle undgå gluten, sukker, kulhydrater og især min elskede Pepsi Max, så jeg begyndte igen at spise rugbrød, drikke Pepsi Max og i øvrigt det samme som resten af familien. Jeg kunne slet ikke få nok, og når jeg først var ”faldet i”, så kunne jeg lige så godt fortsætte. Så jeg spiste nu endnu mere, også selvom jeg egentlig var mæt. Og efter tre-fire måneder var min vægt nøjagtig den samme som før bootcampen. Efter yderligere tre måneder var den endda øget med yderligere fem kilo. Så stoppede jeg med at veje mig. 

I al den tid der er gået siden, har jeg skammet mig over, at jeg ikke bare kunne ”lukke munden og lette røven”, ”tage mig sammen” eller holde mig fra tingene fra ”forbudt-listen”. Jeg har mødt andre deltagere fra samme bootcamp, og deres historier ligner min meget. Hvor vi før var utilfredse med vores vægt, er nu tilføjet skam over ikke at holde fast i principperne. Vi kan jo se, hvordan lederen af bootcampen og hendes hjælpere er slanke som siv og drøner rundt på løbebanerne, så vi må jo være svage og uden rygrad. Vi kigger undskyldende på hinanden, når vi fylder indkøbskurven med light sodavand og springer skyren over og i stedet køber boller – vi burde jo købe ind til dadelkugler og kokossnacks i stedet! Vi sender hinanden billeder af pizza og slik på snapchat for at vise, hvor svage vi er, og at vi igen er faldet i – og få tilgivelse, så vi dulmer den dårlige samvittighed en smule. 

Så hørte jeg om dig, Katrine, og begyndte at lytte til og læse, hvad du udgiver. Det var en kæmpe befrielse! Jeg forstår nu, at ”kostekspert” ikke er en beskyttet titel, og at charme og gode taleevner ikke betyder, at ”eksperten” rent faktisk ved noget om hverken kost eller mennesker – også selvom hun toner frem på TV …

Jeg er ikke over at føle skyld over at spise is eller bare et stykke rugbrød med leverpostej, men jeg arbejder med det og er godt på vej. Jeg håber på, at din bog giver mig endnu mere indsigt og forståelse – du skal nok få et feed back, når jeg har læst den helt til ende. Jeg håber inderligt, at du får succes med at fortælle endnu flere, hvad der kan ske, når man falder for en ”kostekspert” og hendes forsikringer om at opnå hurtige resultater. Jeg er i hvert fald glad og taknemmelig over nu at vide, at det IKKE er ”bare at tage sig sammen”.

Tak for dig Katrine!”

Klar til en ny måde

Så måske er du ved at gennemskue, hvordan du er endt, hvor du er?

Måske er du træt af, at det skal være så svært, fylde så meget og koste så meget energi?

Måske er du klar til at kaste pinden stille og roligt, så den ikke kommer tilbage igen som boomerangen? Ja, så tror du, at det tager længere tid at gå den kilometer, I know. Men i det store billede går det faktisk hurtigere.

Og som bonus slipper du for boomerangens smertefulde slag af at blive ”slået hjem” og den altopslugende følelse af magtesløshed, skam og opgivenhed.